LÆS DETTE.

LAD DET SYNKE IND.  

FORETAG SÅ ET VALG

Har du nogensinde set på børn på en karrusel?
Eller lyttet til regnen, der slår mod jorden?
Nogensinde fulgt en sommerfugls elegante leg?
Eller kigget på solen, mens den gik mod nat?
Tag en stille dans, men Ikke så hurtigt. Livet er kort.
Musikken varer ikke ved.
Farer du gennem dine dage meget hurtigt?
Når du spørger 'Hvordan går det?' Hører du så svaret?
Når dagen er forbi, ligger du så i din seng med de næste hundrede opgaver kørende i hovedet?
Tag en stille dans, men Ikke så hurtigt. Livet er kort.
Musikken varer ikke ved.
Har du nogensinde sagt til dit barn, vi gør det i morgen?
Og nåede du ikke at se, hvor det sårede?
Har du nogensinde mistet overblikket, mistet gode venner, fordi du ikke havde tid til bare at ringe og sige 'hej'?
Tag en stille dans. Ikke så hurtigt. Livet er kort.
Musikken varer ikke ved.
Når du farer sådan af sted, mister du halvdelen af glæden ved at nå det.
Når du bekymrer og skynder dig hele dagen, er det som en uåbnet gave
- Bare smidt væk.
Livet er ikke et væddeløb.
Tag det med ro. Hør musikken inden sangen er forbi.....
------------------------------------------
Dette digt blev skrevet af en kræftsyg pige som vil prøve at fortælle
verden, at alle skal tage det med ro og slappe af, nyde livet, for det fik
hun ikke lov til.
Hun beder alle bruge bare 2 min. på at sende det videre.
En fyr sendte det til over 500 mennesker, så kan du også sende det til et
par stykker.
Det koster ikke noget, kun lidt tid ?
Tænk over det !!!

  Tænker du på at få et dyr ?

eller tænker du på at du skal af med det dyr at du har ?

       Så læs det her og tag så din beslutning !

Som hvalp underholdt jeg dig med mine narrestreger og fik dig til at le.

Du kaldte mig dit barn, og på trods af en del gennemtyggede sko og et par

ødelagte pyntepuder blev jeg din bedste ven. Når jeg havde været "uartig"

sagde du til mig med løftet pegefinger "hvordan kunne du gøre det?",

men så lod du dig formilde og kløede mig på maven.

Det tog lidt længere tid end forventet for mig at blive renlig, fordi du havde frygtelig

travlt,men vi arbejdede sammen på sagen. Jeg husker de nætter i sengen,

hvor jeg trykkede næsen ind mod dig og lyttede til dine betroelser og inderste tanker,

og jeg var overbevist om, at livet ikke kunne blive bedre. Vi gik lange ture og løb i parken,

kørte i bil og holdt ind for at spise is (jeg fik kun vaflen, fordi

"is er dårligt for hunde", sagde du),

 og jeg tog lange lure i solen, mens jeg ventede på, at du skulle komme hjem

sidst på dagen.

Lidt efter lidt begyndte du at bruge mere tid på dit arbejde og din karriere og mere tid

på at lede efter en menneskeven. Jeg ventede tålmodigt på dig, trøstede dig i kærestesorg

og skuffelser, skældte dig aldrig ud for dårlig dømmekraft, tumlede mig af glæde,

når du kom hjem, og da du blev forelsket.

Hun, som nu er din hustru, er ikke et "hundemenneske"

alligevel bød jeg hende velkommen i vores hjem, prøvede at vise hende

 hengivenhed og lystrede hende. Jeg var lykkelig, fordi du var lykkelig.

Så kom menneskebabyerne, og jeg delte din begejstring. Jeg var opslugt af de

små lyserøde væsener og deres lugt, og jeg ville så gerne også tage mig af dem.

 Men hun og du var bange for, at jeg kunne komme til at gøre dem noget,

og jeg tilbragte størstedelen af tiden forvist til et andet værelse eller et hundebur.

Åh, hvor jeg dog længtes efter at elske dem, men jeg blev hurtigt en "kærlighedsslave".

Efterhånden som de voksede op, blev jeg deres ven.

De klyngede sig fast til min pels og trak sig op på vaklende ben, de stak fingrene

i mine øjne, undersøgte mine ører og kyssede mig på næsen.

Jeg elskede alt ved dem og deres kærtegn

 - for dine kærtegn var nu så sjældne

- og jeg ville have forsvaret dem med mit liv om nødvendigt.

Jeg plejede at liste mig ind i deres seng og lytte til deres bekymringer

og inderste tanker, og sammen ventede vi på lyden af din bil i indkørslen.

Der havde været en tid, hvor du - hvis nogen spurgte dig om du havde hund

tog et billede af mig ud af din pung og fortalte dem historier om mig.

 Gennem de senere år har du blot svaret "ja" og skiftet emne.

Jeg er gået fra at være "din hund" til "bare en hund",

og du brød dig ikke om at have udgifter i forbindelse med mig.

Nu har du fået et jobtilbud i en anden by, og du og din familie flytter til en lejlighed,

hvor der ikke er husdyrtilladelse. Du har truffet den rigtige beslutning for din "familie",

men der var en tid, hvor jeg var det eneste familie, du havde.

Jeg var begejstret over køreturen, indtil vi ankom til internatet.

Det lugtede af hunde og katte, af frygt og af håbløshed.

Du udfyldte papirerne og sagde "Jeg ved, du vil finde et godt hjem til hende".

 De trak på skulderen og kiggede pinligt berørt på dig.

De kendte virkeligheden for en midaldrende hund, selv en med "papirer".

Du var nødt til vriste din søns fingre fri fra mit halsbånd, mens han skreg

 "Nej, far! Du må ikke lade dem tage min hund!"

Og jeg blev bekymret for ham og for, hvad du netop havde lært om venskab

og loyalitet, om kærlighed og ansvar og om respekt for alt levende.

 Du klappede mig på hovedet til farvel, undgik mine øjne og afslog høfligt at tage

 mit halsbånd og line med.

Du havde en deadline, du skulle nå, og det har jeg også nu.

 Da du var gået, sagde de to rare damer,

 at du sikkert havde kendt til din forestående flytning måneder i forvejen,

 men ikke havde gjort noget forsøg på at finde et andet godt hjem til mig.

De rystede på hovedet og sagde "Hvordan kunne du gøre det?"

De er så opmærksomme overfor for os her på internatet,

som deres travle hverdag tillader.

De fodrer os selvfølgelig,

men jeg har mistet appetitten for flere dage siden.

I begyndelsen, når nogen gik forbi min løbegård, sprang jeg hen til forsiden

i håbet om, at det var dig - at du havde skiftet mening

- at det hele bare var en ond drøm .

eller jeg håbede,

at det i det mindste ville være nogen, som brød som om mig,

en eller anden som ville redde mig.

  Da jeg indså, at jeg ikke kunne konkurrere med glade

hundehvalpe, der - uvidende om deres egen skæbne

boltrede sig for at få opmærksomhed, trak jeg mig tilbage til et

fjernt hjørne og ventede.

Jeg hørte hendes fodtrin, da hun kom efter mig sidst på dagen,

og jeg traskede efter hende hen ad gangen til et andet rum.

Et velsignet stille rum. Hun satte mig på et bord og nulrede mine ører og sagde,

 at jeg ikke skulle være bange.

Mit hjerte bankede i forventning om det, der skulle ske,

men der var også en følelse af lettelse.

Kærlighedsslavens dage var talte.

Som det er min natur, var jeg mere bekymret for hende.

Den byrde, hun bærer, vejer tungt på hende,

og det ved jeg på samme måde, som jeg altid vidste,

hvordan du havde det.

Forsigtigt lagde hun en årepresse om mit forben mens

 en tåre løb ned ad hendes kind.

Jeg slikkede hende på hånden på samme måde,

som jeg plejede at trøste dig for så mange år siden.

Professionelt stak hun nålen ind i min åre.

Da jeg mærkede stikket og den kølige væske løbe

 gennem min krop, lagde jeg mig søvnigt ned,

kiggede hende ind i hendes venlige øjne og mumlede

"Hvordan kunne du gøre det?"

Måske forstod hun mit hundesprog,

for hun sagde "Undskyld".

Hun krammede mig og forklarede hastigt,

at det var hendes job at sørge for, at jeg kom et bedre sted hen,

 hvor jeg ikke ville blive tilsidesat eller mishandlet

 eller forladt eller ville skulle klare mig selv

- et sted med kærlighed og lys så meget anderledes end dette jordiske sted.

Og med en sidste kraftanstrengelse forsøgte jeg med et haledunk

 at udtrykke, at mit "Hvor kunne du gøre det?"

 ikke var møntet på hende.

 Det var dig, min elskede herre, jeg tænkte på.

Jeg vil tænke på dig og vente på dig for evigt.

Må alle i dit liv altid vise dig så stor loyalitet.
         Slut

Hvis "Hvor kunne du gøre det?"

gav dig tårer i øjnene, da du læste den, som den gav mig,

da jeg skrev den, er det fordi den udgør den fælles historie

for millioner af tidligere ejede kæledyr.

 Fortæl offentligheden at beslutningen om at bringe et kæledyr ind i familien

 er en vigtig beslutning for livet, at dyr fortjener vores kærlighed

og fornuftige omsorg, at det at finde et andet passende hjem for dit dyr

 er dit ansvar, og at enhver lokal dyreorganisation kan tilbyde råd

og vejledning, og at alt liv er værdifuldt.

Michael var den type, som man elsker at hade.                    

Han var altid i godt humør og havde altid noget positivt at sige.
Når nogen spurgte ham, hvordan han havde det, svarede han:
Hvis jeg havde det bedre, ville jeg ha' været tvillinger.'
                          
                       

                             Han var en naturlig inspirator.

Hvis en af de ansatte havde en dårlig dag, var Michael der og fortalte

den ansatte, hvordan man kunne se det positive i situationen.

                           

Jeg blev nysgerrig og en dag spurgte jeg ham: 'Hvordan gør du det?'
Michael svarede: 'Hver morgen vågner jeg og siger til mig selv:

Du har to valgmuligheder i dag.

Du kan vælge at være i godt humør eller du kan vælge
at være i dårligt humør. Jeg vælger at være i godt humør. 

                       

Hver gang, der sker noget slemt, kan jeg vælge at være et offer

eller jeg kan vælge at lære af det.

Jeg vælger at lære.

Hver gang nogen kommer til mig og klager, kan jeg vælge at acceptere

deres klager eller jeg kan vælge at pege på de positive sider i livet.

              Jeg vælger de positive sider i livet.

                         


Det er alt sammen meget godt, men det er jo ikke helt så enkelt',
protesterede jeg.

Det er det,' sagde Michael. 'Livet handler om valg.

Når man skærer alt det overflødige væk, så er enhver

                          situation et valg.

                        

Du vælger, hvordan du skal reagere på situationerne.

Du vælger, hvordan folk skal påvirke dit humør.

Det er dig, som vælger, om du vil være i godt eller dårligt humør.
Til syvende og sidst er det dit valg, hvordan du lever dit liv.'

Jeg tænkte over, hvad Michael havde sagt.
                    
 
Et stykke tid efter forlod jeg firmaet for at begynde for mig selv.

Vi mistede kontakten, men jeg tænkte ofte på ham, når jeg foretog et

valg i forhold til livet -

               i stedet for bare at reagere på det.

                               

Mange år senere hørte jeg, at Michael var indblandet i en alvorlig ulykke

med et fald på 20 meter fra en radiomast.

Efter 18 timers operation og ugevis på intensiv afdeling,

blev Michael udskrevet fra sygehuset med skinner langs ryggen.

                    
Jeg mødte Michael omtrent seks uger efter ulykken.

Da jeg spurgte ham,hvordan han havde det, svarede han:

Hvis jeg havde det bedre, måtte jeg være tvillinger. Vil du se arene?'

                    
 
Jeg spurgte ham, hvad han tænkte under ulykken.

Det første, jeg tænkte på, var, hvordan det skulle gå min

endnu ufødte datter,
svarede Michael. 'Og mens jeg lå på båren, huskede jeg, at jeg

havde to valg.
Jeg kunne vælge at leve eller jeg kunne vælge at dø.

                 Jeg valgte at leve.'

                     

Var du ikke bange? Mistede du bevidstheden?', spurgte jeg.

Michael fortsatte: 'Ambulancefolkene var fantastiske.

De sagde hele tiden, at alt nok skulle gå godt.

Men da de rullede mig ind på skadestuen og jeg så

lægernes og sygeplejerskernes ansigtsudtryk, blev jeg meget bange.
I deres øjne stod skrevet: 'Han er dødsens!'

              Jeg vidste, at jeg måtte gøre noget.'

                  
                       
Hvad gjorde du så?' spurgte jeg.
Der var en stor brovtende sygeplejer, som råbte spørgsmål til mig,' sagde Michael.
Hun spurgte mig, om jeg var allergisk over for noget. 'Ja', svarede jeg

Lægerne og sygeplejerne stoppede op, mens de ventede på mit svar og jeg
trak vejret dybt ind og råbte: 'Tyngdekraften!' Og mens de lo, sagde jeg
                                 til dem:

                       

Jeg vælger at leve. Operer mig, som om jeg er levende, ikke død

Michael overlevede takket være lægernes dygtighed, men også på grund

              af sin fantastiske holdning.
                 
Af ham lærte jeg, at jeg hver dag kan vælge at leve helt.
                 Holdning er - trods alt - alt.
Derfor skal du ikke bekymre dig om morgendagen, for

morgendagen vil bekymre sig om sig selv.

Hver dag har nok i sin egen udfordring og egentlig er
dagen i dag den samme morgendag, som du var bekymret for i går

    Nu kan du enten vælge at glemme dette totalt.

    Eller du kan dele det med en anden,

    ved at kopiere det, til deling.

    Eller sende dine venner et link.

    Du kan også bare lade tanken sætte sit spor i dit sind.

      HVAD VÆLGER DU???

Citat

YouTube - JE T'AIME...MOI NON PLUS - Jane Birkin & Serge Gainsbourg
  

Citat

YouTube - Ibi Støving Paradise Musicvideo